Heimlich manøvren

Den efterhånden velkendte Heimlich manøvre er en livreddende manøvre, som anvendes når en person har fået et fremmedlegeme i luftvejene. Heimlich manøvren har fået sit navn efter den amerikanske thoraxkirurg og forsker i medicin, Henry Heimlich. Henry Heimlich introducerede manøvren i en artikel tilbage i 1974, men først fra 1986 blev manøvren inkorporeret af American Heart Association og Røde Kors, som den anbefalede metode til at undgå kvælning forårsaget af fremmedlegeme i halsen. Henry Heimlich gjorde for første gang selv brug af sin manøvre, da han sidste år reddede en kvinde på et plejehjem. I dag er manøvren den mest anvendte metode til at undgå kvælning forårsaget af fremmedlegemer i luftvejene.

Hvad sker der, når man får et fremmedlegeme i halsen?

Hvis man får et fremmedlegeme galt i halsen, vil ens luftrør blive blokeret, og man vil blive kvalt. Du vil oftest kunne se på personen, hvis de har fået noget galt i halsen, idet de oftest vil begynde at hoste eller hvæse, og vise tegn på panik. Du vil som oftest også se på personens ansigt, at de udviser frygt, eller at øjnene ”står ud”. I nogle tilfælde kan det også ske, at personen bliver rød eller blå i ansigtet. Hvis personen kan hoste eller tale, er det ikke nødvendigt at udføre Heimlich manøvren: Man skal blot holde personen under opsyn, eller banke nogle gange på ryggen eller brystet.

Du skal anvende Heimlich manøvren hvis:

  • Personen ikke kan tale eller hoste
  • Personens hoste er mere som et gisp, og vedkommende bliver blå
  • Personen er rød eller blå i ansigtet.

Du skal IKKE anvende Heimlich manøvren hvis:

  • Personen kan tale eller hoste,
  • og har normal hudfarve.

Er du i tvivl om hvorvidt personen kan få luft eller ej, kan du prøve at få dem til at tale. Kan de tale, er det et tegn på at luftrøret muligvis ikke er helt blokeret, og at der kommer ilt ned til lungerne.

Hvordan udføres Heimlich manøvren?

I de fleste tilfælde vil en person hosterefleks selv klare problemet, men sker dette ikke, skal man hjælpe personen. Før man begiver sig ud i Heimlich manøvren, er det en god idé at starte med at prøve at dunke vedkommende i ryggen. Kan man se fremmedlegemet, skal man blot fjerne det. Lykkes det ikke, kan man fortsætte med Heimlich manøvren.

Det helt basale grundlag for anvendelsen af Heimlich manøvren er, at når man trykker brystkassen sammen, vil det overtryk, som er opstået i lunger og luftrør, hjælpe med at løsne genstanden.

Børn

0-1 år:

  1. Læg barnet på maven, ned af din underarm, og brug tommelfingeren til at støtte hovedet. Giv 5 dunk mellem skulderbladene med din håndrod
    • Kommer fremmedlegemet stadig ikke ud, skal du vende barnet om på ryggen, og give hjertemassage med 5 tryk i brystkassen. Hjertemassagen sørger for, at der stadig er cirkulation i kredsløbet, og vil samtidig kunne være med til at løsne fremmedlegemet.
    • Skift mellem hjertemassagen og de 5 dunk i ryggen med håndroden, indtil fremmedlegemet kommer ud
  2. Bliver barnet bevidstløs, skal du ringe 1-1-2 og påbegynde hjertemassage
    • Efter de første 3 tryk i hjertemassagen, skal du se i barnets mund, om genstanden er kommet fri, og fjerne det hvis du kan se det. Selvom genstanden er kommet fri, skal du fortsætte med hjertemassagen indtil barnet vågner, eller indtil professionel hjælp overtager.

Over 1 år:

  • Giv 5 slag med flad hånd mellem skulderbladene, mens du så vidt muligt prøver at holde barnets overkrop nedad.
  • Kommer genstanden ikke ud, skal du tage fat om barnet bagfra og grib om din egen knyttede hånd, således at hånden presses ind mellem navlen og ribbenskanten
  • Bliver barnet bevidstløs, skal du ringe 1-1-2 og påbegynde hjertemassage

Voksne, og børn over 8 år:

  • Hvis personen kan stå oprejst:
    1. Stil dig bag personen og læg dine arme omkring livet på personen
    2. Placér en knyttet næve midt mellem navlen og brystkassen
    3. Læg din anden hånd udenpå knytnæven, og klem derefter hårdt og pludseligt skråt bagud og op, 5 gange.
  • Hvis personen ikke kan stå oprejst:
    1. Læg personen fladt ned på ryggen og sæt dig overskrævs på vedkommendes ben
    2. Placér din ene hånd mellem navlen og brystkassen, og læg den anden hånd ovenpå
    3. Stød hårdt og pludseligt skråt opad 5 gange
    4. Åbn munden og se om du kan få øje på noget. Kan du ikke, skal du fortsætte med de 5 bugstød og løbende inspicere munden
    5. Hvis personen forbliver bevidstløs, skal du påbegynde hjerte-lunge-redning med 5 indblæsninger, efterfulgt af 5 bryststød
    6. Fortsæt indtil hjælpen kommer.

På dig selv

  • Placér en knyttet næve lige ovenfor navlen
  • Tag fat i knytnæven med den anden hånd, og stød bagover i maven indtil genstanden er kommet ud
  • Alternativt kan du prøve at læne dig forover på ryggen af en stol

OBS!: Har man anvendt Heimlich manøvren, er det vigtigt at den pågældende person efterfølgende efterses af en læge, da der kan forekomme skade på bughulens organer.

Heimlich manøvren indgår som fast pensum i alle vores førstehjælpskurser, så har du brug en en mere kyndig vejledning i manøvren, kan du tage et kig på vores forskellige kurser.