Verdens mest kyssede pige

Hører du til en af de 300 millioner verden over, der har deltaget på et førstehjælpskursus?
I så fald er det meget sandsynligt, at det netop er Anne Stavanger, du har øvet kunstigt åndedræt og hjertemassage på. Men hvem er denne Anne? En ukendt pige druknet i floden Seinen, ulykkelig kærlighed og Micheal Jackson hører med til historien – læs videre, og få den fulde historie om førstehjælpsdukken, som har lært HLR til millioner verden over.

Ukendt pige på bunden af Seinen

Historien om Anne går tilbage til 1800-tallets Paris. På bunden af Seinen fandt man en livløs ung pige, man ikke kunne identificere. Som det var sædvane dengang, udstillede man hendes krop i håb om, at nogen ville genkende hende. Da patologen modtog pigen i lighuset, lod han sig straks fascinere af hendes ansigt med det gådefulde skæve smil. Han sendte derfor bud efter en skulptør, der kunne forevige det besynderligt fredfyldte ansigt i en gibsstøbning.

Dødsmasken, af den unge kvinde med Mona Lisa-smilet, fik tilnavnet L’Inconnue og blev i årtierne efter masseproduceret og solgt både i og uden for Paris’ grænser. Hun blev en muse for kunstnere, digtere og forfattere – alle ivrige efter at knytte forestillede historier til hendes mystiske smil, hendes liv og hendes død. I en af de mest berømte historier blev hun skildret som en ulykkelig forelsket kvinde, der druknede sig i Seinens vand.

Anne Stavanger fra Norge – fra legetøj til førstehjælp

I 1960, flere generationer efter den mystiske kvinde blev fundet druknet i Seinen, blev hun endnu engang udødeliggjort. Denne gang med det formål at redde liv.

Den norske legetøjsfabrikant, Asmund S. Laerdal, havde stor succes med at fremstille legetøj i blødt plast, da han begyndte at udvikle en træningshjælp til at undervise i mund-til-mund-genoplivning. Hans håb var, at en realistisk udseende dukke i menneskestørrelse ville motivere flere til at lære det dengang helt nye koncept om Hjerte-Lunge-Redning.

Ud fra en barndomserindring af en maske bedsteforældrene havde haft hængende, huskede han historien bag. Rørt af kvindens tragiske død i Seinen besluttede han, at hun skulle lægge ansigt til førstehjælpsdukken Resusci Anne.

I dag skønnes det at flere end 300 millioner har lært HLR – de fleste med førstehjælpsdukken Anne, som i dag må være den mest kyssede kvinde i verden.

Michael Jackson & Annie

For at slutte historien om Resusci Anne af med et lille twist, vil vi lade Micheal Jackson tage ordet til tonerne af 80’er hittet ‘Smooth Criminal’:

Annie, are you ok?
So, Annie are you ok
Are you ok, Annie
Annie, are you ok?

Måske du nogensinde har spekuleret på, hvem hende Annie er? Det er såmænd førstehjælpsdukken Resusci Anne, som den ukronede pop-konge lod sig inspirere af, da han skrev sangen.

Ifølge en amerikansk dokumentar om Jacksons succesalbum «Bad» fra 1987, fandt førstehjælpsdukken vej til sangen, da han selv lærte førstehjælp på ’Annie’, som hun kaldes i USA.

På førstehjælpskurset lærte han, at det er vigtigt først at kontrollere den tilskadekomnes bevidsthedstilstand, hvilket blev praktiseret på kurset, ved at spørge dukken: “Annie, are you OK”?

Michael må altså have lyttet godt efter på førstehjælpskurset, for sætningen fæstende sig så godt og grundigt i hans hukommelse, at den blev inspirationskilden til ‘Smooth Criminal’.

Vi kysser også med Anne

I First-8 kender vi Anne temmelig godt. Hun er nemlig den træningsdukke, som vi selv og vores kursister træner hjerte-lunge-redning på.

Siden hendes fødsel i 1960 er hun udviklet meget. I dag er hun så realistisk at øve HLR på, at man oplever brystmodstand ved hjertemassage, ser brysthævninger, når man giver kunstigt åndedræt. For overhovedet at kunne give ventilation, skal man foretage et hageløft for at sikre fri luftvej.

Senest er hun udviklet med en feedback-teknologi, såkaldt QCPR, som giver mulighed for at give brugeren feedback på sin HLR-træning.  Denne funktion er vores instruktører særligt glade for, da det hjælper dem med at kunne coache vores kursister til forbedring. På den måde kan vi sikre, at vores kursister klædes effektivt på til at kunne træde til med hjælp.

Ikke alene er vi i First-8 flittige brugere af træningsdukken, vi forhandler også forskellige udgaver af Resusci Anne QCPR – se vores udvalg

Se videoen nedenfor for at få et indblik i, hvordan Resusci Anne fungerer i praksis.